Lokalplantillæg 1 omfatter det samme område som Lokalplan nr 75. Lokalplan nr. 75 fastholdes i hovedtræk.
Tillægget udpeger to nye delområder til henholdsvis den eksisterende samkørselsplads og en ny ladestation. Det er anvendelser, der supplerer de eksisterende muligheder for at udnytte området, der fremgår i Lokalplan nr. 75. Delområde 6 omfatter samkørselspladsen med den nuværende udstrækning. Delområde 7 omfatter arealerne umiddelbart øst og nord for samkørselspladsen.
Tillægget fastlægger en række supplerende bestemmelser for parkering, belysning, bebyggelse, skiltning og udformning af de ubebyggede arealer inden for de to delområder. Disse bestemmelser skal dog kun overholdes, hvis delområderne udnyttes til samkørselsplads og ladestation. Udnyttes de til de anvendelser, som fremgår i Lokalplan nr. 75, så gælder denne lokalplans regler for disse forhold.
Der er vurderet et begrænset behov for bebyggelse og skilte i tilknytning til en samkørselsplads og en ladestation. Lokalplantillæg 1 fastlægger et loft for omfanget af bebyggelse og for skilte, som svarer til det nødvendige. Tillægget fastlægger også bestemmelser om brug af afdæmpede farver og ikke-reflekterende materialer på bebyggelsens facader og tage, som sikrer, at de ikke kommer til at fremstå dominerende. I forbindelse med etablering af en ladestation må der opføres én servicestation til anlæggets brugere, som kan indeholde café og/eller kiosk. Der må ikke etableres servicestation med café og/eller kiosk uden etablering af ladestationen.
På baggrund af afgørelse om VVM-pligt, givet d. 8. juli 2024, udelukker tillægget at omfanget af befæstede arealer på ladestationen overstiger 12.000 m2. Tillægget udelukker også omfattende terrænregulering. Dette skyldes et forsigtighedsprincip i forhold til at påvirke vandets naturlige afstrømning. De ubefæstede arealer skal fremstå beplantede, så ladestationen får et grønt præg.
Lokalplan nr. 75 fastlægger bestemmelser om vejføring inden for lokalplanområdet, som er uaktuelle. I lokalplanen fremgår det, at der skal være vejadgang fra Hjulbyvej til lokalplanområdet, og der er vist en gennemkørende vej fra øst til vest i to spor, som skal give vejadgang til hele området. Ved tillæggets udarbejdelse er Toftegårdsvej anlagt med ét spor og forbindelse til både Hjulbyvej og Odensevej. Der er også etableret supplerende veje inden for området.
Med tillægget fastlægges Toftegårdsvej som vejadgang til lokalplanområdet fra Hjulbyvej og Odensevej, og der åbnes mulighed for supplerende veje til områdets ejendomme. Tillægget begrænser ikke placeringen af disse veje eller overkørsler fra Toftegårdsvej, da disse forhold vil afhænge af den fremtidige anvendelse og reguleres alene via vejlovgivningen
Oversigtskort over nuværende forhold
Oversigtskort over nuværende forhold